Fritiden
På skolen kan du bruge din fritid til billard, bordtennis, dart, skak, arbejde i værkstederne eller musiklokalet, på boldbanen eller med forskellige spil i dagligstuen - og ikke mindst hygge dig sammen med dine kammerater.
Om aftenerne og i weekenderne er der rig lejlighed til at udnytte de muligheder der er i, at skolen ligger i udkanten af Esbjerg. Hvis du har lyst kan du deltage i byens rige foreningsliv eller tage en tur i Svømmestadion Danmark, skøjtehallen eller biografen.
KFUM og KFUK, FDF eller spejder?
Vi ligger ikke langt fra Esbjerg KFUM og KFUK og en del af vore elever benytter sig af tilbuddet om at komme i "Ungdomscaféen" en gang imellem. Skolen samarbejder med KFUM og KFUK, så der er god mulighed for at vedligeholde et evt. medlemsskab. Vi har også elever, der holder kontakten til KFUM-spejderne eller FDF vedlige under deres ophold på skolen.
Fællesarrangementer
Af og til arrangerer vi fællesaftener med foredrag, underholdning eller hvad vi nu ellers i fællesskab kan finde på. Måske får vi besøg af en spændende person eller ser bare en god film sammen. Vi tager også på ture sammen en gang imellem for at lære noget om og med hinanden og for at styrke fællesskabet.
Gudstjeneste
Én søndag om måneden deltager vi i højmessen i en af Esbjergs kirker. Disse søndage fremgår af den årsplan, der udleveres før skoleårets start.
Hvornår må vi tage hjem?
En uge på Efterskolen Bieringhus slutter fredag eftermiddag kl. 15.00. Derefter drikker vi kaffe sammen, før de, der tager hjem i weekenden, forlader skolen. Fritagelse fra undervisningen kan kun finde sted, når det i god tid inden er aftalt med skolen. Man skal være opmærksom på, at en evt. fritagelse fra undervisningen kan koste et gebyr. Op til skæve helligdage slutter undervisningen først ved normal undervisnings ophør.
Weekender
Vi ser meget gerne, at eleverne bliver på skolen i weekenderne. Der er der god tid til at dyrke fællesskabet og måske lave noget spændende sammen ...
I en weekend tager vi måske ud af huset eller finder på noget andet vi kan være sammen om. Der vil i de fleste weekender være forslag til aktiviteter; men der skal jo også være tid til at slappe af en gang i mellem.
Weekenderne er en rigtig god mulighed for at få lært hinanden endnu bedre at kende.
En gang om året holder vi videoweekend og ser videofilm fra fredag kl. 16.00 til lørdag kl. 22.00 og så har vi fået flimmer nok for en tid!